MUDP – Reducering af metangas i drikkevandsproduktion

I Danmark og mange andre europæiske lande produceres drikkevand fra grundvand, hvor de naturligt forekommende forureningsstoffer fjernes i sandfiltre på vandværkerne.

Det ufiltrerede grundvand indeholder store mængder metan, hvoraf >95 % frigives til atmosfæren under iltningsprocessen på vandværket, mens metanrester omsættes af de naturlige metanoxiderende bakterier (bakterier der spiser metan og omdanner det til Co2) i sandfiltre.

Drivhusgassen metan er i gennemsnit cirka 25 gange kraftigere end Co2, så det er i vores alles interesse at forsøge enten at reducere udledning af metan til atmosfæren, eller at omdanne det til noget mindre skadeligt, såsom Co2.

Samn Forsyning deltager i et forsøg sammen med Kemic Vandrens, Hillerød Vand A/S og Teknologisk Institut, der har til formål netop at omdanne metan i udblæsningsluften fra vandværket til Co2. Dette gøres ved at installere filtre på udluftningskanalerne på vandværket, hvor der gror metanoxiderende bakterier, der omdanner metanen til Co2, inden det bliver frigivet.

I løbet af foråret 2021 installeres filtret midlertidigt på et af Samn Forsynings vandværker for at se, hvor godt det klarer sig.