Fra grundvandsbeskyttelse til oplevelser i skoven
Vidste du, at noget af det danske drikkevand har en historie, der er langt ældre end de 150 års fælles drikkevandsforsyning, som Horsens Vand fejrer i 2026?
Fra særligt dybe boringer og begravede dale kan grundvandet være flere tusinde år gammelt. Noget af det vand, vi drikker i Danmark, kan derfor være faldet som regn helt tilbage i bronzealderen.
Derfor er det afgørende, hvordan vi passer på grundvandet i dag. Flere steder er grundvandet under pres fra vores levevis på overfladen. Miljøfremmede stoffer udgør en stigende risiko for den fremtidige vandforsyning. Det skyldes blandt andet, at pesticidrester, nitrat, PFAS, medicin og industrikemikalier kan trænge ned i grundvandet og forurene de boringer, vi bruger i dag.
Arbejdet med drikkevand handler derfor ikke kun om det vand, vi pumper op i dag. Det handler også om at beskytte det vand, der skal blive til drikkevand mange år frem i tiden. Her spiller skovrejsning en vigtig rolle.
Samn Forsyning har gennem flere år deltaget i et samarbejde med Naturstyrelsen og Horsens Kommune om at plante skov på strategisk udvalgte arealer. Indtil videre er der plantet skov på 160 hektar i Højballe Skov og rejst 161 hektar skov ved Rugballegård. På Endelave er der desuden etableret et biodiversitetsprojekt på næsten 100 hektar.
- Når der ikke bruges gødning, sprøjtegifte eller anden kemi i de udvalgte områder, bliver grundvandet beskyttet. Ved Rugballegård har vi desuden fjernet mange af de markdræn, der hidtil har ledt store dele af nedbøren direkte til Bygholm Sø. Fremover vil mere regnvand derfor sive ned i jorden og blive til drikkevand, vi kan pumpe op om 30 eller 50 år, siger Andreas Boesen, bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S og næstformand for Samn Forsyning ApS.
Skoven som aktivitetsrum
Skovrejsningen har et langsigtet formål, men områderne skaber allerede nu værdi.
- Skovrejsningen handler ikke kun om grundvandsbeskyttelse. Sammen med Horsens Kommune udvikler Naturstyrelsen området med fokus på friluftsliv, og nye stier gør det muligt for besøgende at gå på opdagelse i skovlandskabet. Vi oplever allerede, at skoven bliver brugt til blandt andet gåture og hundeluftning, fortæller Andreas Boesen.
For Samn Forsyning giver skoven samtidig gode muligheder for at bringe fortællingen om grundvandet tættere på borgere og skoler.
For nylig blev Højballe Skov brugt som ramme om projektet Horsens Samler. Her mødte Samn Forsyning skoleklasser ved en nærliggende grundvandsboring. Boringen blev åbnet, så børnene kunne smage råvand og høre om, hvordan grundvand bliver til drikkevand, og hvorfor skov og den nærliggende økologiske æbleplantage er med til at beskytte det.
Drikkevand af høj kvalitet i hver eneste dråbe
Samn Forsyning kontrollerer drikkevandet for en lang række stoffer, og analyserne bliver løbende udvidet og tilpasset i takt med udviklingen og den øgede viden. Historien har vist, at stoffer, vi tidligere har anset for uskadelige, senere kan vise sig at være problematiske.
Derfor handler indsatsen i dag ikke kun om at måle og kontrollere, men i høj grad også om at forebygge. Når der plantes skov i områder, hvor grundvandet dannes, giver det en mere langsigtet beskyttelse mod forurening sammenlignet med arealer, hvor jorden dyrkes intensivt.
Skovrejsningen er dermed også en del af fortællingen om Horsens Vands 150-års jubilæum. Hvor vandforsyningen i 1876 handlede om at sikre byen adgang til rent drikkevand her og nu, handler en del af arbejdet i dag om at sikre, at kommende generationer også har rent grundvand at hente op.