Horsens fjord og renseanlæg i Horsens
15.09.2025

Største investering i Horsens Centralrenseanlæg siden opførelsen – 121 mio. kr. skal sikre en sundere Horsens Fjord

Fremtiden for Horsens Fjord afhænger af en målrettet indsats for at nedbringe udledningen af kvælstof og fosfor. Derfor har Samn Forsyning besluttet at igangsætte en omfattende opgradering af Centralrenseanlægget i Horsens.  

Miljøstyrelsen har udpeget 16 danske fjorde og kystvande til særlige indsatser, hvilket berører 24 kommuner og 24 renseanlæg. Horsens er blandt de kommuner, hvor der nu stilles skærpede krav til at reducere udledningen af kvælstof og fosfor til vandmiljøet.

For fjorden er målet ambitiøst: Udledningen af kvælstof skal reduceres med godt 200 tons inden 2027, hvis miljøtilstanden skal forbedres fra dårlig til god. Den samlede opgave er derfor stor, og mange aktører er involveret i at løfte ansvaret.

På et bestyrelsesmøde i Horsens Vand A/S den 3. september besluttede selskabet derfor at afsætte en ekstraordinær ramme på 121 millioner kroner til at opgradere Centralrenseanlægget i Horsens. Her skal der blandt andet investeres i nye procestanke og avanceret teknologi, der kan bringe kravet til kvælstofindholdet i det rensede spildevand ned fra 8,0 til 3,5 milligram pr. liter, hvilket svarer til 12,1 tons kvælstof årligt. Det er en lille del af den samlede udfordring, men opgaven er vigtigt. Til sammenligning med det kommende EU-byspildevandsdirektiv, som forventes at blive 8 mg/l, er det meget lavt.

- Som forsyningsselskab er det vores ansvar at beskytte miljøet, og vi tager opgaven på os - også selvom det er dyrt og krævende. Fjorden har brug for, at vi alle bidrager. Investeringen sikrer, at Samn Forsyning lever op til kravene, og at vi samtidig giver naturen bedre vilkår udtaler Bestyrelsesformand v/Samn Forsyning og Horsens Vand Andreas Boesen.

Andreas Boesen peger samtidig på, at projektet er teknisk krævende og tidsplanen stram:

- Kravene betyder, at vi skal udvide og modernisere vores renseanlæg markant. Vi bygger nye procestanke og tager nanobobleteknologi i brug. De 12,1 tons, vi skal reducere, udgør 6 % af de mere end 200 tons, fjorden har behov for at få fjernet, og det passer meget godt med hvad vores brancheforening DANVA, og andre eksterne eksperters udregninger viser, at forsyningsselskabets andel af kvælstofbelastningen i fjorden er. Derfor er det afgørende, at alle aktører omkring fjorden bidrager, hvis vi skal lykkes.

Arbejdet med at reducere udledningen sker som en del af Grønt Danmark-initiativerne, hvor hele landet i disse år gennemfører tiltag for at forbedre miljøet i søer, vandløb og fjorde. Tidsplanen er stram – indsatsen skal være gennemført inden for de kommende år. Det stiller store krav både til planlægningen og til samarbejdet med myndigheder og rådgivere.

Med beslutningen om den store investering understreger Andreas Boesen, at miljøet står øverst på dagsordenen ved Samn Forsyning. Målet er klart: At sikre, at Horsens Fjord i fremtiden får bedre vilkår, og at borgere, erhverv og natur kan nyde godt af en sundere fjord.